TÆT på dyrelivet

En alligator er ikke farlig. Ikke når man ser den gennem en bilrude. Eller når der er hegn rundt om dens habitat. Men det kan godt virke en anelse nervepirrende, når den ligger to meter fra din cykel. Eller fra din datters cykel.

image

Træstammen til højre? Det er da bare en alligator…

Ved Shark Valley i Everglades National Park kommer man helt tæt på, når man cykler langs sumpområdet. Og alligatorerne er ligeglade – de ligger bare og sover (med et øje på klem).

Til gengæld virrer luften af guldsmede i alle farver, gribbene cirkler ovenover dig og man kører zig-zag for ikke at ramme tusindben og firben, der spæner over vejen. Der er HELT stille – bortset fra insekternes summen og fuglenes sange. Og så det høje grynt fra en Pig frog.

image

Luften er varm og duften af blomster, græs og mangrove er fantastisk.

Efter sådan en forrygende oplevelse, tror man ikke det bliver bedre. Før man på et boardwalk trail ser en Black racer slange snige sig langs træerne, farverige cikader i hundredevis og sortspætter i trætoppene.

Vi sluttede dagen af med en bådsafari, hvor delfinerne dansede i kølvandet og søkøer kom op efter luft. For slet ikke at nævne de hejrer, fiskeørne og pelikaner, der fløj rundt om os. Sikke et dyreliv!

image

Legesyge delfiner er et hit hos ungerne.

 

Del dette indlæg
Facebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmail